Hokkaidosuppe med kødboller
Der er ikke noget, der skriger efterår og vinter mere end suppe. Det er simpelthen bare suppesæson. Og man kan jo i virkeligheden lave suppe på alt, hvad hjertet begærer. Denne gang begærede hjertet altså hokkaidosuppe med kødboller. Jeg lod mig inspirere af Madbandittens græskarsuppe med krydrede kødboller til min opskrift.
Denne suppe er taknemmelig på den måde, at du kan tilføje og fjerne ingredienser, som du lyster. Den her her lavet helt simpel på hokkaido, bouillon, hvidløg, fløde og løg. Der kunne sagtens tilføjes peberfrugt, tomater eller endda kål. Kødbollerne, der hører til, må gerne krydres efter smag. Efter min mening skal de gerne smage af rigtig meget, fordi hokkaido ikke har den stærkeste smag i sig selv. Jeg har valgt ikke at fyre op under suppen med en masse chili eller cayennepeber – gør du det, behøver kødbollerne ikke også at være de mest krydrede. Det hele er en balancegang, hvor det egentlig kun er din smag, der sætter grænsen.
Hokkaidosuppe med kødboller
Ingredienser
Suppe
- 1 stk. hokkaidogræskar
- 1 L grøntsagsbouillon
- 1 stk. løg
- 2 stk. solo hvidløg
- 2 dl. piskefløde
- salt, peber og krydderier Efter din smag
- smør til stegning
Kødboller
- 500 g. svinefars
- 1 tsk. salt
- krydderier efter smag
Sådan gør du
Suppe
- Hak løg og hvidløg og svits dem i smør i en gryde
- Halver hokkaidogræskaret og fjern indmaden
- Skær resten af græskaret i mindre tern med skræl på
- Tilsæt græskarternene til løgene i gryden og svits også dem godt af
- Tilsæt bouillon og krydderier, og lad blandingen koge op
- Lad blandingen stå og simre i 20 minutter og mærk efter på græskarret - når ternene er møre, har det kogt længe nok
- Blend suppen til den er helt glat og tilsæt herefter fløden og lad suppen koge lidt igen
Kødboller
- Bland kød og krydderier
- Form til kødboller og steg på en pande i lidt smør
- Når den er gennemstegte, kan du tilføje dem til suppen
Nysgerrig på mere? Se flere opskrifter HER