Gammeldags æblekage - LCHF venlig
Hånden i vejret – hvem har ikke gode minder fra barndommen, hvor ens bedsteforældre diskede op med denne klassiker af en gammeldags æblekage? Det har jeg i hvert fald 100 %. Jeg husker tydeligt, hvordan min mormor serverede æblekage. Det var med med rasp i bunden, æblemos og et gavmildt lag flødeskum på toppen, når vi var til noget hos hende. Siden da har jeg ikke fået den særlig meget. Den står dog stadig meget tydeligt i min hukommelse. Sådan gætter jeg på, vi nok er mange, der har det.
Traditionelt er kagen jo lavet med et lag makronrasp nederst. Det går ikke helt så godt i spænd med lowcarb, så her kan du med fordel lave din egen nøddeknas selv. Jeg er ikke såå stor fan af nødder, hvorfor det er undladt her i opskriften. Æblemosen er til gengæld kogt med sukrin, og så er kagen toppet med den traditionelle vaniljeflødeskum. Æblernes syrlighed balanceres fint af den fede topping, hvorfor du heller ikke bør få så stor en blodsukkerstigning, som hvis du spiste æbler alene.
Gammeldags æblekage
Ingredienser
Æblemos
- 1000 g. Æbler
- 1 tsk Vaniljepulver
- 3 dl Vand
- Sukrin+
Flødeskumstopping
- 2 dl Piskefløde
- 1 tsk Vaniljepulver
Sådan gør du
Æblemos
- Skræl æblerne og fjern kernehuset
- Skær æblerne i tern og hæld dem i en gryde sammen med vanilje
- Hæld vand ved æblerne, tilsæt evt. sødning og lad det koge op
- Lad æblerne koge til de er møre - ca. 40 minutter
- Blend eller mos æblerne til grød og smag den til med sødning
- Lad mosen køle af, evt. i køleskab
Flødetopping
- Pisk fløden let til skum sammen med vanilje
Servering
- Hæld æblemos i en skål eller serveringsglas
- Top med flødeskum
- (Nogle bruger nødderasp eller lignende knas i bunden, i så fald skal dette i først)