Flødekartofler med kinaradise
Okay, flødekartofler er det jo ikke, fordi det ikke er lavet med kartofler. Men jeg kalder det det alligevel, så vi alle ved, hvad der snakkes om. De skønne, bløde tynde lag af kartoffel – her kinaradise – blandet med den fede fløde, løg og ost. Vi kender dem alle, og mange af os elsker dem. Personligt har jeg spist en hel del af dem gennem tiden. Derfor måtte jeg også finde et lowcarb alternativ. En blød kinaradise der først fik et godt opkog, så den blev godt mør – det fungerede. Jeg vil helt klart anbefale at koge den først, da den ellers er svær at få mør, som den altså skal være. Til gengæld er det en fantastisk måde at få brugt en kedelig kinaradise, der måske har ligget i køleskabet lige lovlig længe. Det er nemlig en konsistens, der får helt nyt og friskt liv i retten her.
Flødekartofler med kinaradise
Ingredienser
- 1 stk. Kinaradise 800-1000 g.
- 1 stk. Løg
- 3 dl Fløde (må ikke have været frosset)
- 200 g. Flødeost Buko eller Philadelphia - især hvidløgsvarianten er god til retten
- 3 spsk. Pofiber eller havrefiber
- 100 g. Revet ost Jeg brugte en mild Klovborg
- Salt og peber
Sådan gør du
- Skræl kinaradise og skær tynde skiver heraf, gerne på mandolinjern
- Kog skiverne af kinaradise i ca. 10 minutter til de er godt møre
- Skær løget i tynde skiver
- Pisk fløde, flødeost, Pofiber, salt og peber sammen i en skål, så du har en god cremet flødemasse
- Fordel skiverne af løg og kinaradise i et ovnfast fad og hæl flødemassen ud i fadet. Bland godt
- Fordel den revne ost på toppen
- Bag fløde"kartoflerne" i ovnen på 200 grader i 45 minutter